I starten af november 2020, sidste år. Var jeg så heldig at deltage i fællesudstillingen “Mens vi venter på Noa”. Udstillingen fandt sted i den smukke store Brøndsal, ved Frederiksberg have. Mine værker hang sammen med 17 andre kunstnere. Og det var smukt, at se hvordan så mange forskellige værker begyndte, at kommunikere med hinanden. Mine værker fik nyt liv. Det var nogle dejlige dage, midt i den kold tog mørke tid. Lige inden at det hele for alvor lukkede ned i Danmark. Udstillingen fandt sted over 10 dage, her med forskellig underholdning, som live Jazzkoncert, Croquistegning og ikke mindst Digterstatuer. Udvalgte danske digtere og forfattere, havde fået tildelt en kunstner, de skulle skrive et digt til. Jeg var så heldig at forfatter og artist Mona Larsen skrevet et dit med udgangspunkt i mine værker. Jeg er meget taknemmelig for det fine og smukke digt, det er så klart og bevægende. Og jeg vil derfor gerne dele det med jer her.
Jeg ser hende
Jeg ser hende. Jeg hører hendes visken.jeg ser hun hersker uden modstand fjernet fra avisioner og fornægtelser. Der er ingen rationeringsmærker på kroppen. Ingen spor af guder. Men tynde tråde opbygget af Eros´transformerende kraft, yndefuldt lyttende til hjertets stemme, anbragt overalt.
Der tales om havens dyr og teatrets mange gestus bag mystikkens blikke. Som blade løsner sig og daler ned fra træet, frigøres lysten. Hunhviser uden mål, og jeg vakler i en tænkning uden tanker ved det sorte blæk i nedsænkede porcelæns øjenvipper.
Jeg vil være med hende. Jeg vil med hende ind bag ved hemmeligheden, hun gerne deler.
Tiden er en blind guide. Jeg ser barndommen eksplodere i moderkroppen i en mystisk kimære skikkelse spundet af et net af silketråde, der holder os sammen, bølgende uendeligt i vinden.
Vi rider på kameler med edderkoppetynde ben gyngende i sandbanker mellem skjulte ørkenroser.
Det vi finder her er skrøbeligt intenst, og jeg vil kunne finde det igen i en slags erindring om spor, der engang begravede sig dybt i mit indre, og igen efterlod mig som det første indtryk af et helt særligt sted.
En klang af det åbne udtrakte kvindelige, der er analogt med det syn, eller i kraft af snittet, der er befriet for al staffage, hvor kroppen kan bevæge sig frit i alle sine åbninger i mellemrummene mellem stilke og asymmetriske folder og knuder.
Der er en omhu, hvor solen stiger, som en pakke der pakket med tanken, snørret regelmæssigt som en japansk chorizo pølse, hvis det da er muligt. Ikke i en sadistisk sammenhæng men kun ud fra kunstens kunstfærdighed, at pakke ind, at binde bånd, at give sig hen til pakkens vellyst.
Af Mona Larsen
Forfatter & Artist
